Velfærdsarbejdet forstås gerne som professioner – lærere, pædagoger, med videre - der varetager særlige opgaver for staten, og samtidig tager sig af en række mennesker(klienter) med særlige problemer, behov osv. Men er statens, klienternes og de professionelles egne interesser altid sammenfaldende? Kan arbejdet med mennesker altid baseres på særlig viden, som den professionelle kan tilegne sig? Dette kapitel diskuterer først hvad der egentlig menes med at tale om særlige erhverv som professioner, for derefter at se på professionernes udfordringer med at opnå anerkendelse som professioner, med at skulle levere en professionaliseret omsorg, og med at være såkaldte semi-professioner, hvor der ikke en klar samfundsmæssig accept af professionens arbejde og viden som noget særligt.