I artikel undersøges hvad der definerer en læseoplevelse og hvordan den lader sig kommunikere sprogligt dels teoretisk ud fra et erfaringsfilosofisk og receptionsteoretisk perspektiv, dels empirisk gennem et interviewstudie af skønlitterære læsere. Læseoplevelsen defineres herudfra som en kompleks kognitiv, emotionel og fysisk begivenhed, der tidsligt både implicerer selve den momentane oplevelse og det erfaringens ’eftertryk’, som læsningen sætter i læserens bevidsthed. Empirien viser dog, at læseoplevelsen er svær at verbalisere, hvilket både kan tilskrives læseoplevelsens delvist ikke-sproglige karakter og sprogets polyfunktionalitet. Det skaber en udfordring for formidlingen, som diskuteres i relation til book-talks og læsekredse. Afsluttende konkluderes det, at italesættelsen af den personlige læseoplevelse bedst opnås i en dialogisk form som fx i læsekredse, hvor oversættelsen fra psykologisk oplevelse til sproglig ytring kan finde sted i dialogisk meningsforhandling.