Folkeskolereformens forestillinger om et fagligt løft og elever, der skal blive så dygtige som de kan, producerer forventninger om, at elever i iagttages og normalitetsbedømmes ud fra evnen til at forvalte deres potentialitet. Når skolen samtidig forventes at være inkluderende får specialundervisning karakter af noget foreløbigt. I artiklen argumenteres for, at dette sker gennem kompenserende teknologier, der får til hensigt at genpositionere de ekskluderede som ønskværdige elever. De fem teknologier er: lærerarbejdet som guidning, følelsesarbejdet, anerkendelsen, struktur og diagnosticering. Teknologierne afspejler psykologiens og psykiatriens forskellige evner til at imødekomme konkurrencestatens forventninger til elevens forvaltning af sin potentialitet.