Denne artikel er et oplæg om, hvad der er gode og frugtbare problemformuleringer i biblioteks-, dokumentations-
og informationsvidenskab (BDI). Artiklen opbygger en dikotomi mellem selvstændige universitetsopgaver på den ene side og common sense- behandlinger (eller ”fristile”) på den anden
side. Den grundlæggende tese er, at al god forskning
– og alle gode, selvstændige universitetsopgaver
– begynder og slutter i fagets litteratur. Det at
være professionel i et fag indebærer bl.a., at man
respekterer andre fag; kun derved tager man sig selv
alvorligt som fagperson. BDI ses som et fag, der er
teoretisk nødlidende og uudviklet. Ofte opfattes det
fx som noget, der enten er en del af datalogien, eller
som noget, der forsvinder, når datalogerne har
udviklet de nødvendige systemer. Eller det ses på
tilsvarende måde som del af kognitiv videnskab, medievidenskab,
litteraturvidenskab osv. Denne tilstand
gør det sværere at lave gode problemformuleringer,
men gør ikke sådanne mindre nødvendige. Enhver
problemformulering er - bevidst eller ubevidst - en
politisk handling, der på den lange bane er med til at
bestemme BDIs udviklingsretning og fremtid.