Der er flere grunde til at Pierre Bourdieu er bruges flittigt i den kulturpolitiske forskning. For det første er Bourdieus studier af feltbegrebet, og særligt udviklingen af den kunstneriske felt, en hjørnesten i forståelsen af en moderne vestlig kulturpolitik, der bygger på offentlig kunststøtte og forbedret adgang til dannelseskulturen. For det andet har begreber som habitus, kulturel kapital og distinktion været kvalitative forklaringer på de problemer, som demokratiseringen af dannelseskulturen er stødt på. For det tredje sætter Bourdieus sene og mere normative forfatterskab fokus på, hvordan markedstanken udfordrer kulturfeltets autonomi. Det er særligt kulturfeltets vigende autonomi i en dansk kulturpolitisk kontekst og forandringer i den kulturelle kapital, der er omdrejningspunktet for dette paper. Det er en Bourdieu-inspireret analyse af det offentligt støttede dansk kulturliv, som er kendetegnet af stigende besøgstal og tiltagende ligegyldighed fra både politikkere og befolkningen. Hvordan kan dette forklares ud fra Bourdieu?