Da Margaret Clark for mere end 50 år siden i The Anthropology of Aging skrev „at tænke over alderdommen betragtes ofte som en morbid beskæftigelse“ (Clark 1967), kritiserede hun Nordamerikas daværende syn på aldring, som blev afspejlet i metaforer om forfald, begrænsninger og død. Samtidig lagde hun og andre antropologer grundstenen til, hvad der i dag er en af de største undergrene i antropologien, nemlig studier af aldring. Der er flere grunde til, at aldring er et stadigt voksende antropologisk forskningsfelt. Ikke alene er aldring ikke en tilstand, men en proces, som erfares hele livet. Aldring er også et uafværgeligt biologisk fænomen, hvis tolkning og udtryk afhænger af den kulturelle og sociale kontekst, hvori aldringen manifesterer og materialiserer sig.
Aldring som fænomen foregår i alle livsfaser, hvorfor aldringsforskning principielt kan fokusere på mennesker i alle aldre. De fleste studier af aldring i dag er dog centreret om de senere livsfaser. Det skyldes formentlig de udfordringer, der er forårsaget af, at vi i gennemsnit lever længere end nogensinde før, og at andelen af mennesker over 65 år er stigende globalt set. Denne demografiske udvikling har i det globale nord givet anledning til øgede bekymringer og problematiseringer af alderdommen, og aldring er blevet til et domæne for intervention og statslige indsatser. Samtidig påvirker det stigende antal ældre relationen mellem generationer, familiemønstre og arbejdsforhold. Aldring er således ikke bare et privat anliggende, men i høj grad også et samfundsanliggende.
Det er også de sene livsfaser, der er omdrejningspunkt i dette temanummer, hvor vi undersøger aldring som biologisk fænomen, kulturel konstruktion og situeret praksis. Dels udforsker vi de vidensformer og teknologier, der bringes i anvendelse i bestræbelsen på at forstå og kontrollere aldring i det moderne samfund, dels sætter vi fokus på aldring som et vilkår, det enkelte menneske forsøger at tillægge mening og håndtere i hverdagslivet.