Fra 1923 og frem til 1961 blev cirka 500 unge kvinder anbragt på Sprogø. Kvinderne, der blev opfattet som åndssvage og seksuelt afvigende, skulle isoleres og afrettes og i mange tilfælde også steriliseres. Det var en god velfærdsgerning, mente man i samtiden.

I 1923 åbnede ø-anstalten Sprogø, en filial under De Kellerske Anstalter, beregnet for lettere åndssvage og seksuelt afvigende unge kvinder, der her skulle gen-opdrages og lære at tøjle deres lyster og impulser. Kvinderne kom fra de nederste sociale lag og blev beskyldt for at sprede kønssygdomme, dårlig seksualmoral og degenereret afkom.

På overfladen var Sprogø i datiden en moderne anstalt, der tilstræbte en stemning af hjemlighed og normalitet, men det var også en realisering af en eugenisk forestilling, der handlede om udrensning. Samfundet skulle renses for afvigende og uønskede individer, mens kvinderne skulle renses for deres farlige seksualitet.

Gennem journaler, breve og artikler skildres hverdagen og livet på øen, og man præsenteres for de fagpersoner og politikere, der på forskellig vis havde magten over øens kvinder. Bogen rummer mere end 50 fotos.

Derudover giver bogen et levende indblik i mange af de kvindeskæbner, der tilbragte dele af deres ungdom på Sprogø og viser, hvordan deres liv blev præget af den stigmatisering og den skam, de blev efterladt med.