Evidensbaseret praksis er en ca. 20 år gammel tværfaglig bevægelse, der stammer fra medicin. Den er af betydelig interesse for biblioteks- og informationsvidenskab, fordi den fokuserer på en grundig dokumentation af det beslutningsgrundlag, der er etableret i forskningen, og på en optimering af alle led i dokumentations- og søgeprocesserne. Evidensbaseret praksis er imidlertid også en kontroversiel bevægelse, især i bløde områder som psykologi, sygepleje og biblioteks- dokumentations- og informationsfaget (BDI), men også inden for medicin selv. Hovedkritikken går dels på, at praktikere fratages deres autonomi og på, at forståelsen for grundlæggende årsagsmekanismer svækkes. Denne videnskabsteoretiske kritik er ikke blot relevant for praktiseringen af fx evidensbaseret medicin, men også for BDIs forhold til dokumentationsprocesser generelt. Artiklen præsenterer og undersøger disse videnskabsteoretiske problemer. Selvom det er vigtigt at forholde sig åbent over for forskelle mellem forskellige domæner, er det især inden for medicin de principielle spørgsmål, der er relevante for hele EBP-bevægelsen, kan analyseres mest dybtgående. Dette skyldes, at de problemer, der er i evidensbaseret praksis i det relativt hårde medicinske område, gør sig endnu mere gældende i blødere områder. Derfor koncentrerer denne artikel sig mest om evidensbaseret medicin (EBM).