Denne artikels overordnede formål er at undersøge, hvordan unge mht. social baggrund, køn og migrantforhold fordeler sig i den svenske gymnasieskole, der siden reformen i 1991 er blevet en integreret enhedsskole. Artiklens påstand er, at enhedsskolens tilsigtede inklusion på systemniveau påvirker såvel de unge, fordi de som evt. skoletrætte unge ikke kan vælge gymnasieskolen fra, som skolerne fordi de ikke kan vælge de skoletrætte og ikke motiverede unge fra.
Undersøgelsen er kvantitativ og kvalitativ og problematikken analyseres på tre niveauer. Først analyseres de unges positionering i det sociale rum og programmernes positionering i gymnasiefeltet, afgrænset til Skåne län, som analyseres frem gennem skolernes sociale, etniske og kønnede rekrutteringsprofil. Dernæst analyseres omvårdnadsprogrammets positionering og de dilemmaer, der netop på dette udvalgte program er forbundet med at skulle inkludere en heterogen elevgruppe. Endelig analyseres den sociale og mentale kategoriseringspraksis og de unges kamp om positioner og positionering, når der undervises i fag i klasseværelset.

Overordnet er konklusionen, at bestræbelser på at integrere alle unge i gymnasieskolen resulterer i, at der sker en øget social differentiering af eleverne i og mellem udbuddet af gymnasieprogrammer. Samt at den voksende sociale differentiering ændrer betingelserne for det pædagogiske inklusionsarbejde på programmer, der som omvårdnadsprogrammet har en social rekrutteringsprofil i den nedre ende af det sociale rum.