Der er i dag en tendens til at tage kulturpolitikkens demokratiske funktion for givet, og når demokratiske aspekter endelig bliver behandlet i den kulturpolitiske forskning, inddrages den righoldige faglitteratur om demokrati sjældent. Derfor beskriver og analyserer denne artikel de syn på demokrati, der ligger bag den førte kulturpolitik i Danmark i efterkrigstiden. Det sker med udgangspunkt i udvalgte dele af demokratilitteraturen. Der fremhæves tre forskellige demokratiforståelser. Det drejer sig om det elitære demokrati, demokratisk deltagelse og markedsdemokratiet. I det elitære demokrati er kulturfeltet styret af eksperter, der ideelt set skal danne befolkningen til at blive autonome individer. Derudover er det elitære demokrati forankret i en rettighedstænkning, som skal sikre adgang og kunstnerisk frihed, men hvor der ikke er meget rum til befolkningens indflydelse på den førte kulturpolitik. Det er derimod tilfældet i den demokratiske deltagelse, hvor inddragelse og indflydelse ses som en demokratisk værdi i sig selv. Artiklen skelner her mellem deltagelse som formidling, fællesskab og handling. Den sidste forståelse af demokrati er markedsdemokratiet, som har rødder i neoliberalismen. Her ses mennesket som en rationel forbruger, der ikke kun deltager i demokratiet på valgdagen, men også gør det gennem sit forbrug. Derfor skal kulturlivet styres af markedstanken, så befolkningens ønsker kommes bedst muligt i møde. Artiklen afsluttes med en diskussion om, hvad de tre demokratiforståelser kan bruges til, og hvordan de relaterer sig til hinanden. Er de modsætninger eller komplementerer de hinanden?