Skam defineres i Den Store Danske som en ”følelsesmæssig reaktion på oplevelsen af afvisning, latterliggørelse, kommen til kort eller tab af anseelse. Skam er en sammensat, smertefuld følelse, der bl.a. rummer forlegenhed, ydmygelse, krænkelse, vanære og tab af selvfølelse.” Skam er altså en følelse der vender indad og ofte fører til at man isolerer sig. I religiøse sammenhænge er skam knyttet til skyld. I den vestlige tradition er skam primært en individuel følelse, der dermed typisk ikke er en synlig følelse i det offentlige liv og dets retoriske manifestationer. Skam kan ikke så nemt som stolthed eller vrede bruges til mobilisering af et publikum, og med undtagelse af personlige apologier hvor en person går til bekendelse over egne fejltrin, ser man sjældent skam som tema i offentlig retorik. Når skam alligevel optræder i den offentlige diskurs, er det derfor bemærkelsesværdigt, og i dette panel undersøger vi områder hvor begrebet skam har været tematiseret i offentlig diskurs de senere år. Panelets overordnede formål er at indkredse brugen af skam som en offentlig følelse gennem casestudier og teoretisere skam som retorisk greb.

Jeg fokuserer på skam i den offentlige debat. Som reaktion på den danske regerings stramninger over for flygtninge i 2015-16, inkl. den såkaldte smykkelov, udtalte en række kendisser, bl.a. filminstruktøren Thomas Vinterberg, at de skammede sig over at være danske. Dette medførte en voldsom debat i aviser og sociale medier, og selv statsministeren kommenterede det i sin Grundlovsdagstale. Oplægget undersøger hvordan sådanne udsagn om følelsen af skam er kontroversielle fordi de inddrager andre ved at hævde at det er regeringens (og dermed vælgernes) adfærd der er skamfuld, og om de overhovedet kan siges at være meningsfulde. Diskussion indsættes i en mere overordnet ramme om følelsernes indtog som belæg i den politiske debat.