Artiklen undersøger ud fra en WPR (Whats the problem represented to be?) tilgang hvordan Kulturministeriet i forbindelse med en læsekampagne Danmark Læser problematiserer at en del af Danmarks voksne befolkning aldrig eller sjældent læser skønlitteratur. En kvalitativ analyse af centrale dokumenter fra Danmark Læser samt fra de seneste kulturvaneundersøgelser peger på en række antagelser, der knytter an til litteraturens potentiale samt til fællesskab og dialog som en grundlæggende del af et demokrati. Disse grundlæggende antagelser former den måde som ikke-læsning og ikke læsere problematiseres på. Ligeledes vises det i artiklen at kampagnens fokus på ikke-læseren skriver sig ind i en international diskurs omkring ikke-brugeren, som også kulturvaneundersøgelserne er en del af. Artiklen pointerer at nye medieformer og medialiseringen af eksisterende kunstformer tilsyneladende i mindre grad har opnået anerkendelse som kilde til dannelse, fordybelse og fællesskab, til trods for at digitaliseringen af kunst og kultur skaber mulighed for at opsøge, skabe, dele og deltage i et kulturelt skabende fællesskab, som synes at rumme mange af de samme egenskaber, som fremhæves ved læsning. Artiklen fremhæver dette forhold som problematisk fordi det kan føre til en stigmatisering af ikke-læsere.